Mesterskab 2016

 

Klubmesterskaberne onsdag den 17. august 2016

Den perfekte dag til cykling, kuling fra nordvest, letskyet og 18 graders varme. Dagen er onsdag den 17. august, og vi skal køre måske for sidste gang på den gamle Risbyrute.

Ti ryttere er ved startstedet, flagposter, tidtagere og tilskuere – det bliver en god dag!

Damerne kører enkeltstart på en lidt kortere rute, men i enkeltstart er rutens længde ligegyldig, man skal køre, til man får blodsmag i munden – det er hårdt. Mona kører i sit sædvanlige jordvindende tråd, men har store kriser undervejs. Inge Lise har det virkelig svært, som den lette person hun er, bliver hun kastet rundt af vinden. Hun bliver dårlig og overvejer at stå af – men gennemfører – BRAVO!

Lidt senere sendes drengene af sted. De ældste drenge sætter sig i front i et moderat tempo, men hurtigt ta’r Morten en lang føring i et ekstremt lille gear, sikkert hans opvarmning.

Ved Overdrevsvej slår Morten ud og feltet går i stå. Eigil benytter muligheden til at liste af sted og straks efter følger Preben. Morten og Jan slapper af bagest i feltet, men ved Hove kører de derudad i raketfart og er hurtigt ude af syne.

Tilbage i gruppettoen sidder Ryan, Torben, Steffen og Bent. Den fælles interesse er bare at nyde turen og gennemføre. Guldet er hjemme bortset fra Torben, som har resigneret; da mesterskabet forduftede med Prebens forcering. Men sølv er da også flot!

I front af løbet var der mere drama. Det fortælles, at Jan og Morten racede forbi Eigil og Preben og sluttede en hård sprint, som Morten vandt med “en ringbredde”.

Tak til tålmodige kontroller, dygtige tidtagere og entusiastiske tilskuere.

Efterskrift: I “gamle dage” i DBCT kørtes klubmesterskabet med handicap. Formodet stærkeste rytter startede scratch, øvrige deltagere fik efter styrke et antal minutter i

forspring. Der blev kåret én mester. Måske et sjovere cykelløb, måske en overvejelse værd, eventuelt som forsøg.

Med sportslig hilsen

 Bent Frederiksen

 

Start tid Navn Klasse Ankomst Minus minutter Køretid
17.52 Mona Larsson D70 1.00.08 0 1.00.08 Guld
17.52 Inge Lise Lieberoth D70 1.23.45 0 1.23.45 Sølv
18.17 Steffen Klausen H50 1.25.43 25 1.00.43 Guld
18.17 Morten Ryan Hansen H55 1.20.28 25 55.28 Guld
18.17 Jan Ryan Hansen H55 1.20.28 25 55.28 Sølv
18.17 Eigil Sabroe H65 1.24.18 25 59.18 Guld
18.17 Preben Dalsgaard Hansen H70 1.21.15 25 56.15 Guld
18.17 Torben Olsen H70 1.25.47 25 1.00.47 Sølv
18.17 Bent Frederiksen H75 1.25.47 25 1.00.47 Guld
18.17 Ryan Hansen H80 1.25.36 25 1.00.36 Guld
Tidtagere: Susanne og Lennart med assistance fra Birgitte samt Louis
Kontroller: Connie og Mogens, Grethe og Teddy, Marianne og Uffe, Lotte samt Ejvind
Share